
Daníel Bjarnason er uddannet pianist, komponist og dirigent med base i Reykjavik, og hans mange prisbelønnede værker og samarbejder strækker sig på tværs af medier, genrer og landegrænser.
Bjarnasons dynamiske kompositioner, der aldrig viger tilbage for det store drama, er blevet fremført af efterspurgte dirigenter som Esa-Pekka Salonen og Gustavo Dudamel, og selv har han optrådt med prominente orkestre over hele verden, fra Los Angeles Philharmonic til Tokyo Symphony Orchestra. Han har blandt andet den anmelderroste opera ‘Brødre’ på cv’et, og uden for den klassiske verden har han samarbejdet med vægtige rocknavne som Sigur Rós og Brian Eno.
Festivalleder og kunstnerisk direktør Amy Lane fortæller om Årets Gæstekomponist, som under sin tid på Copenhagen Opera Festival blandt andet vil stå for en komponistmesterklasse:
“Det er med stor glæde, at vi kan byde ingen ringere end Daníel Bjarnason velkommen som Årets Gæstekunstner! Daníels innovative alsidighed er altid garant for skabelsen af musikalske begivenheder, som styrker, inspirerer og flytter os.”
Daníel Bjarnason vil desuden deltage i kunstnersamtaler med blandt andre instruktør Kasper Holten og scenograf Steffen Aarfing.
Foto: Saga Sig

info@operafestival.dk
Slagtehusgade 30
1715 København V
CVR: 39505940
Privatlivspolitik
Modtager af Best future project 2025 og Årets børne- / ungdomsforestilling 2026