Skal man som klassisk Wagner-fan besøge toilettet under dette års storstilede Wagner-fortolkning The Ring – Forever Hot i AFUK’s haller på Vesterbro, får man nok et mindre chok.
Her svirrer nemlig diverse anklager og rygter om den legendariske komponist og operaksaber Richard Wagner, et navn, som stadig tryllebinder operafans og musiknørder verden over.
Som på grisehandler Larsens das i Matador, er væggene behængt med satiriske tegninger, kærlighedserklæringer og højpandet filosofisk kritik af Wagner og hans enorme aftryk på musikhistorien. Over højtalerne spiller nogle af de mest ikoniske orkester-indspilninger af hans musik for fuld udblæsning, mens en erkendelse melder sig:
Du er ikke bare i operaen. Du er trådt ind i en legesyg undersøgelse af et ganske særligt kapitel i operaens historie. Som igennem et splintret spejl, oplever du på én gang Wagner-universet som storslået myte, levende popkultur, musikalsk hovedværk og et vanvittigt projekt, vi slet ikke er færdige med.
Operaens svar på en solformørkelse
Der findes få værker, der er omgærdet af lige så stærk fankultur og kunstnerisk ærefrygt som operaen Nibelungens ring af den tyske komponist og operaskaber Richard Wagner. Når “en ring” opsættes på en af verdens store operascener, bliver det betragtet som en af de største udfordringer, kompagniet kan stille sig selv.
Hver gang det sker, strømmer publikum til fra nær og fjern for at overvære den monumentale opera. Som ved en solformørkelse, tiltrækker den 14 timer lange operacyklus ofte fans af en helt særlig støbning, der dyrker den bombastiske totaloplevelse, som Wagner skabte.
For Wagner ville kontrollere alt. Musik, tekst, scenografi, selv publikums opmærksomhed. Han byggede tilmed sit eget operahus i Bayreuth med én grundidé: At skabe et helhedskunstværk. Dørene blev låst. Lysset blev slukket. Orkestret var gemt væk. Publikum skulle indleve sig. Wagner ville dirigere deres opmærksomhed, og med sine ledemotiver ville han orkestrere deres følelser.
I sin klassiske form er Ringen fordelt på fire enkelte operaer, som kan opføres hver for sig. Når de spilles over fire aftener, kaldes det for en ringcyklus. Wagner forestillede sig den ultimative festival for den største kunst. Og så ville han ellers have operahuset brændt ned bagefter.
En moderne totaloplevelse
I The Ring – Forever Hot, som får premiere den 16. august på dette års festival, er udgangspunktet på sin vis det modsatte. Her sættes hele Wagners univers, som han skabte under stor inspiration fra nordisk mytologi og sagaer, frit.
“Klip til vores version, hvor du må blive ved en scene så længe du vil,” siger instruktør Anna Sofie Keller “Du kan købe en bajer, du kan tage en snak med en karakter, der måske kun fik en lille plads på scenen i den originale version. Der kan du blive i en halv time med Fricka og høre hendes side af historien.”
Hvor den klassiske opsætning kræver fire aftener og en betydelig udholdenhed, har The Ring – Forever Hot handlet om at omorganisere og udfolde det enorme materiale. I stedet for at tage plads på rækkerne og overvære en lineær fremførelse fra a til z, er det blevet til en åben vandring ind i et univers, hvor publikum på tre timer selv må vælge, hvor de vil bruge deres tid, og hvilke spor de vil forfølge.
“Vi giver publikum en større andel i historien, end kun ét perspektiv,” siger Anna Sofie Keller.
Når publikum bevæger sig igennem regnbueportalen og ind i operaens landskaber og forskellige rum, møder de en slags parallel virkelighed til Wagners oprindelige cocktail af nordisk mytologi og højromantisk fantasy.
De bliver en levende del af en scenografisk installation, hvor norner, mennesker og guder udfolder deres intriger og magtkampe. Der findes ikke én scene, men mange, og handlingen udspiller sig ikke ét sted, men overalt i blandt dem.
“De kommer til at træde direkte ind i Wagners episke, megalomane univers,” fortæller instruktør Anna Sofie Keller om det at ankomme til en af de i alt kun fem forestillinger. “De kommer til at være kropsligt helt tæt på. De kan spise, drikke, danse med karaktererne. Have samtaler med dem.”
Genklange af Wagner
Bag tilpasningen af musikken står den danske komponist Kirstine Fogh Vindelev. Over de seneste tre år har hun begravet sig i det musikalske materiale og forsøgt at knække koden til, hvordan man sprænger det i luften og samler det på nye måder.
Som publikum får man det fulde symfoniske brag af Wagners egen musik i nye indspilninger af Malmö Operaorkester. Men man får samtidig det originale materiale filtreret og oversat til en synth-båret popfest, en intim klaverfremførsel, en guddommelig guitarsolo eller schlager-fællessang.
Igennem hele scenografien er publikum i nærkontakt med sangere og musikere, højtalere og andre lydkilder, der er med til at omslutte dem i den verden, som Wagner oprindelig placerede oppe på scenen. Hvor Wagner arbejdede med et gennemkomponeret orkesterforløb, opererer Kirstine Fogh Vindelev med en åben struktur af mange sideløbende forløb.
“Vi har tænkt det hele som et film-soundtrack,” siger Kirstine Fogh Vindelev og henviser til de omfattende lydlandskaber og musikalske bagtæpper, der binder scener og steder sammen. “Vi arbejder med at skabe universer. Det er vigtigt for os at publikum aldrig mister illusionen om at være til stede – i gudernes verden, markedspladsen, whatever. Det er et meget stort teknisk apparat.”
Richard Wagner blev berømt for sine såkaldte ledemotiver: korte, genkendelige musikalske figurer, der knytter sig til bestemte karakterer, genstande eller idéer og vender tilbage i nye variationer gennem værket. De fungerer som en slags musikalsk hukommelse, der guider lytterens forståelse og følelser uden ord.
I The Ring – Forever Hot viderefører Kirstine Fogh Vindelev denne tanke. Hun har ladet hver karakter få sit eget genremæssige univers – fra pop og spoken word til mere klassiske klange. Genkendelsen opstår gennem stil og lydverden frem for faste temaer.
Hun har nærstuderet Wagners originale partitur og gravet efter de musikalske gnister og preg, der allerede ligger gemt i materialet.
“Wagner har alle de her konnotationer i sin musik,” siger hun. ”De ligger lige der under overfladen. Vi har valgt at være fri med materialet og spurgte: Hvad har vi lyst til at forme det her til, som fortæller noget nyt om karakteren, som fortæller noget nyt om den her verden – og som måske lader publikum komme tættere på karakteren?”
Another day, another doom
Wagners Ring begynder med verdens skabelse og ender i undergang. Guderne går til grunde. Verden brænder.
Men hvad hvis den ikke gjorde?
“Vi har arbejdet meget med den idé, at verden ikke rigtig går under,” siger Anna Sofie Keller. “At hverdagen bare fortsætter. Det er en mere genkendelig følelse i dag.” Hvad gør guderne, når apokalypsen udebliver? Eller rettere: Når den ligger som en konstant baggrundsstøj, som paralyserer og forvirrer, men som aldrig forløses. Another day, another doom.
Denne diffuse grundstemning er blevet til en af forestillingens ledetråde. I den klassiske Ring samler magten sig omkring bestemte steder og figurer – i Valhal, hos Wotan, i selve ringen. I The Ring – Forever Hot er det centrum fjernet. Der er ikke ét sted, hvor alt afgøres, og ikke ét blik, der styrer det hele. Orkestret er ikke det vanlige musikalske tyngdepunkt. Helten er på afveje.
I stedet opstår magten i situationer. I hvem der taler, hvem man lytter til, og hvilke rum man bevæger sig ind i. Den er ikke fast, men flytter sig hele tiden – mellem karaktererne og også mellem publikum. Når scenen, orkestret og publikumspladsen ikke længere er faste holdepunkter, opstår der et tomrum i midten – et sted, hvor ingen helt har overblikket.
“Hvor starter scenen? Hvornår er du på scenen? Hvornår kigger du på nogen, der er på scenen? spørger Anna Sofie Keller. “Hvem har mikrofonen? Hvem har narrativet? Det er dét, der er magten.”
Som i en ring, der i virkeligheden er defineret af hullet i midten.
Man kan høre Ringen som en lukket form: en cyklus, der begynder med verdens skabelse og ender i dens undergang. Men man kan også høre det som noget andet: et kredsløb, hvor de samme konflikter gentager sig i nye skikkelser. Magt, begær, alliancer, sammenbrud. Fædre, der forsøger at fastholde kontrollen. Børn, der gør oprør men ender med at videreføre problemerne.
Træd ind i Ringen
I et sideværelse står guden Wotan og bladrer i sin store Bayreuth-pladesamling. De ikoniske opsætninger af Ringen, der hver især forsøger sig med en ny vinkel. Han ligner ikke længere den magtfulde patriark, der traditionelt indvarsler verdens undergang, men i stedet en søgende skikkelse, der er blevet i tvivl om det projekt, han selv står for.
Scenen er et billede på en af de mest sejlivede problemstillinger, man som moderne operaskaber står over for:
Hvordan forholder vi os til den tradition, vi er rundet af? Hvad gør man med de værker, man ikke kan slippe – selvom man ved, at de er blevet til i en anden verden? Hvordan åbner man dem op og giver dem videre?
“Det handler jo også om at tilegne sig materialet selv,” siger Kirstine Fogh Vindelev om arbejdet med at splitte et værk ad, som af mange opfattes som både urørligt og utilgængeligt. “At få adgang til den her verden selv, som på en måde har føltes som om, at den var umuligt at få lov til at bevæge sig ind i. Men når man så går ind i fortællingen og alle de lag der er, er det en skat. Det har virkelig været en meget stor, nydelsesfuld undersøgelse.”
I The Ring – Forever Hot vil publikum ikke opleve et afsluttet værk, der gengiver hele originalens snørklede kronologi af incestiøse familierelationer og heltehistorier på traditionel vis. Som kunstnerisk leder Amy Lane siger:
“Det er ikke nødvendigvis vores opgave at finde løsninger eller få tingene til at føles bedre eller mere rolige. Vores opgave er at løfte værket frem og spørge: Hvad får det dig til at tænke nu?”
Til gengæld tilbyder denne nye iscenesættelse en hel række af nye veje ind i fascinationen, kultdyrkelsen og dramaet om ringen, i et af musikhistoriens mest berygtede værker, som ikke vil slippe sit tag i operaverden.
“Det er en ring uden ende,” siger instruktør Anna Sofie Keller.
Og i løbet af de tre timer den varer, er enhver velkommen til at kaste sig hovedkulds ind i den.
Modtager af Best future project 2025 og Årets børne- / ungdomsforestilling 2026
