Siden hun overtog den kunstneriske ledelse i slutningen af 2019, har Amy Lane været med til at udvide forestillingen om, hvor opera kan finde sted, og hvem den kan være for. I hendes tid er festivalen blevet en festival med 20-30.000 gæster, der breder sig over hele byen og favner operaens mange forskellige sider.  

Når Amy ser tilbage på årene i København, er det især fællesskabet mellem kunstnere, publikum og byens rum, hun fremhæver:

“Jeg er enormt stolt af det fællesskab, vi har opbygget sammen. På festivalscenen, på gaderne og langs kanalerne. Ja, alle de steder i København, der nærmest har kaldt på at blive fyldt med opera.”

Amy har siden en meget ung alder været opslugt af opera og musikdramatik. Hun har selv været sanger, regissør og sidenhen instruktør, først i Londons West End og sidenhen “head staff director” ved The Royal Opera. I årene op til sin tiltrædelse ved festivalen arbejdede hun tæt sammen med Kasper Holten og tenor Peter Lodahl, og i 2019 instruerede hun La Bohème i Østre Gasværk under Copenhagen Opera Festival. Opsætningen var blandt andet nomineret til en Reumert for Årets Opera. 

Under sin tid ved festivalen har Amy instrueret opera i hele verden. Hendes CV tæller både hele Nibelungens ring ved Longborough Festival og opsætninger ved blandt andet Covent Garden, Canadian Opera Company, Bregenz Festival og Opera Australia, hvor hun efter dette års festival tiltræder som Director of Opera.

Her fortæller Amy Lane om årene i København. Om udfordringerne og de uventede muligheder. Om byen, festivalen og alt det, der er vokset frem undervejs. Det er fortællingen om et åbent maskinrum for nye idéer – og om en festival, der gør hele København til en scene.

Da Amy Lane tiltrådte som kunstnerisk leder i slutningen af 2019, blev begyndelsen alt andet end almindelig. Kort efter lukkede verden ned, og festivalen måtte aflyses. Scenerne stod stille, og byen blev tavs. 

Lige fra begyndelsen, stor Amy over for nødvendigheden af at tænke anderledes. Opera er i sin natur en kunstform i bevægelse, pointerer Amy. En kunstform, der hele tiden må udvikle sig i mødet med sin tid. Under pandemien blev den tanke pludselig meget konkret. Vi måtte ikke samles, faktisk knap nok åbne munden. Så hvordan genopfinder man en genre, der er født i de store koncerthuse? 

Et af de formater, der voksede frem i den periode, var 100 Operaøjeblikke på 100 forskellige steder i København. “Det blev en måde at møde byen på igen,” fortæller Amy. “At synge for mennesker, der måske havde været alene gennem hele nedlukningen.” Den opfindsomhed og kreativitet løftede nye muligheder frem mange steder. “Vi lærte at arbejde med en utrolig smidighed. At tage opera endnu længere ud i byen og placere den steder, hvor man måske ikke forventer at møde den.” Det har altid været en del af festivalens DNA, men i de år fik tanken en ny betydning, og en ny aktualitet.

Sangere i en tunnel. På et bibliotek. I et fængsel. På et gadehjørne midt i dagligdagen. I tiden siden pandemien har festivalen viderudviklet på sin lidt utraditionelle måde at placere opera på.

“Festivalen er lidt som en håndfuld konfetti,” siger Amy Lane med et smil. “Man affyrer den op i luften, og pludselig lander der opera alle mulige steder i byen.”

Copenhagen Opera Festival har ikke sit eget operahus, og netop det har vist sig at være en styrke. Samarbejdet på tværs af kulturinstitutioner, kunstnere og aktører er noget der gør at festivalen skiller sig ud. I København findes inspiration overalt: i arkitekturen, i vandet der løber gennem byen, i mødet mellem historie og nutid. “Vi har ikke én scene, men vi har en europæisk hovedstad," understreger Amy. Operahus er erstattet med operabus.

“Når jeg cykler gennem byen, ser jeg hele tiden nye billeder. Nyhavn om sommeren. Nyhavn om vinteren. Vandet, der skifter farve. Bygningerne, der spejler sig i kanalerne.” Alt det bliver nærmest som en scenografi for operainstruktøren Amy Lane, der i sin tid i København har cyklet byen tynd på en klassisk damecykel med kurv. “På en måde er hele København blevet vores operahus. Og det er en fantastisk følelse, at vi kan dukke op næsten overalt.”

Et af de steder, hvor festivalen hvert år samler publikum, er Festivalscenen på Nørrebro. Når koncerterne begynder, er solen stadig højt på himlen. Solen og de ikoniske neonskilte hænger over Den Røde Plads, mens musikken breder sig ud over hele kvarteret, hvor operaen ellers aldrig har spillet nogen stor rolle i menneskers dagligdag.. Festivalscenen er et åbent samlingspunkt, hvor folk på tværs af alder og operakendskab mødes til fællessang, klassiske koncerter, sjove indslag og overraskelser.

Det er ikke alle, der ved det. Men Copenhagen Opera Festival spiller hele året rundt en særlig rolle i udviklingen af ny opera i Danmark. Hvor de store operahuse arbejder med de elskede klassikere, enorme produktioner og lange planlægningshorisonter, giver festivalformatet plads til noget andet: At tage chancer. At kigge i nye retninger. At prøve idéer af, mens de stadig er i bevægelse.

“Det er som et åbent maskinrum,” fortæller Amy. “Et sted hvor nye værker kan opstå.” Siden Amy Lane tiltrådte, har festivalen præsenteret mere end 30 nye operaværker. Nogle er intime kammeroperaer, ndre større produktioner. Nogle er stedsspecifikke, andre foregår på scenen. Fælles for dem er, at de giver plads til nye kunstnere og udvikling. “Det er her, man kan prøve noget af. Her skal vi eksperimentere, opdage nyt,.Og nogle gange finder vi også ud af, hvordan vi vil gøre noget anderledes næste gang!” siger Amy. 

På den måde er festivalen et springbræt for næste generation af komponister, sangere og scenekunstnere. Hvert år sætter festivalen fokus på nye stemmer, arrangerer castings, inviterer til åbne masterclasses og skaber rum for, at unge kunstnere kan træde frem på den store scene. Mange har fået deres professionelle debut her på festivalen og går videre til nye udfordringer, både i lignende formater og hos de klassiske operahuse. Det er afgørende for operaens fremtid, at der findes et sted, hvor kunstnere kan præsentere deres første store værker – eller skæve små perler.

Og netop talentudvikling ligger Amy Lanes hjerte meget nærter en central del af festivalens arbejde.  Det vender vi tilbage til i en selvstændig artikel. Hun fremhæver endnu engang den nysgerrighed og det særlige engagement, hun møder i København: 

“Det betyder virkelig meget! I København er der enstor vilje til at prøve noget nyt og skabe undersøgende formater. Det gælder både publikum, kunstnere og alle dem, der åbner byens rum for os. Det er mange forskellige kræfter, der tilsammen får en festival som denne til at udvikle sig år efter år. Det, at vi er nysgerrige sammen, og hele tiden bliver mere sultne efter at opdage, hvad opera også kan.”