Til august fylder Copenhagen Opera Festival endnu en gang København med musik, fortællinger og fællesskab. Samtidig fuldendes cirklen for festivalens kunstneriske leder Amy Lane. Efter syv år i byen begynder et nyt kapitel, når hun tiltræder som Director of Opera ved Opera Australia, et af verdens førende operakompagnier. 

Siden hun overtog den kunstneriske ledelse i slutningen af 2019, har Amy Lane været med til at udvide forestillingen om, hvor opera kan finde sted, og hvem den kan være for. I hendes tid er festivalen blevet en festival med 20-30.000 gæster, der breder sig over hele byen og favner operaens mange forskellige sider.  

Når Amy ser tilbage på årene i København, er det især fællesskabet mellem kunstnere, publikum og byens rum, hun fremhæver:

“Jeg er enormt stolt af det fællesskab, vi har opbygget sammen. På festivalscenen, på gaderne og langs kanalerne. Ja, alle de steder i København, der nærmest har kaldt på at blive fyldt med opera.”

Amy har siden en meget ung alder været opslugt af opera og musikdramatik. Hun har selv været sanger, stage manager og sidenhen instruktør, først i Londons West End og senere som Head Staff Director ved Royal Ballet and Opera i Covent Garden. I årene op til sin tiltrædelse ved festivalen arbejdede hun tæt sammen med både Kasper Holten og Peter Lodahl, og i 2019 instruerede hun La Bohème på Østre Gasværk som en del af Copenhagen Opera Festivals program. Forestillingen blev nomineret til en Reumert for Årets Opera og modtog desuden Copenhagen Culture Award for bedste nye produktion.

Under sin tid ved festivalen har Amy sideløbende med rollen som kunstnerisk leder instrueret opera over hele verden. Hendes CV tæller blandt andet hele Nibelungens ring ved Longborough Festival Opera (2019–2024) samt opsætninger ved Canadian Opera Company, Bregenzer Festspiele og Den Kongelige Opera, hvor hun sammen med Kasper Holten instruerede Drot og Marsk. Efter dette års festival tiltræder hun som Director of Opera ved Opera Australia.

Her fortæller Amy Lane om årene i København. Om udfordringerne og de uventede muligheder. Om byen, festivalen og alt det, der er vokset frem undervejs. Det er fortællingen om et åbent maskinrum for nye idéer – og om en festival, der gør hele København til en scene.

Da Amy Lane tiltrådte som kunstnerisk leder i slutningen af 2019, blev begyndelsen alt andet end almindelig. Kort efter lukkede verden ned, og festivalen måtte aflyses. Scenerne stod stille, og byen blev tavs. 

Lige fra begyndelsen, stod Amy over for nødvendigheden af at tænke anderledes. Opera er i sin natur en kunstform i bevægelse, pointerer Amy. En kunstform, der hele tiden må udvikle sig i mødet med sin tid. Under pandemien blev den tanke pludselig meget konkret. Vi måtte ikke samles, faktisk knap nok åbne munden. Så hvordan genopfinder man en genre, der er født i de store koncerthuse? 

Et af de formater, der voksede frem i den periode, var 100 Operaøjeblikke på 100 forskellige steder i København. “Det blev en måde at møde byen på igen,” fortæller Amy. “At synge for mennesker, der måske havde været alene gennem hele nedlukningen.” Den opfindsomhed og kreativitet løftede nye muligheder frem mange steder. “Vi lærte at arbejde med en utrolig smidighed. At tage opera endnu længere ud i byen og placere den steder, hvor man måske ikke forventer at møde den.” Det har altid været en del af festivalens DNA, men i de år fik tanken en ny betydning, og en ny aktualitet.

Sangere i en tunnel. På et bibliotek. I et fængsel. På et gadehjørne midt i dagligdagen. I tiden siden pandemien har festivalen viderudviklet på sin lidt utraditionelle måde at placere opera på.

“Festivalen er lidt som en håndfuld konfetti,” siger Amy Lane med et smil. “Man affyrer den op i luften, og pludselig lander der opera alle mulige steder i byen.”

Copenhagen Opera Festival har ikke sit eget operahus, og netop det har vist sig at være en styrke. Samarbejdet på tværs af kulturinstitutioner, kunstnere og aktører er noget der gør at festivalen skiller sig ud. I København findes inspiration overalt: i arkitekturen, i vandet der løber gennem byen, i mødet mellem historie og nutid. “Vi har ikke én scene, men en europæisk hovedstad,” understreger Amy. Her er operahuset udvidet og forvandlet, blandt andet med en operabus, der bringer musikken ud i byen.

“Når jeg cykler gennem byen, ser jeg hele tiden nye billeder. Nyhavn om sommeren. Nyhavn om vinteren. Vandet, der skifter farve. Bygningerne, der spejler sig i kanalerne.” Alt det bliver nærmest som en scenografi for operainstruktøren Amy Lane, der i sin tid i København har cyklet byen tynd på en klassisk damecykel med kurv. “På en måde er hele København blevet vores operahus. Og det er en fantastisk følelse, at vi kan dukke op næsten overalt.”

Et af de steder, hvor festivalen hvert år samler publikum, er Festivalscenen på Nørrebro. Når koncerterne begynder, er solen stadig højt på himlen. Solen og de ikoniske neonskilte hænger over Den Røde Plads, mens musikken breder sig ud over hele kvarteret, hvor operaen ellers aldrig har spillet nogen stor rolle i menneskers dagligdag.. Festivalscenen er et åbent samlingspunkt, hvor folk på tværs af alder og operakendskab mødes til fællessang, klassiske koncerter, sjove indslag og overraskelser.

Det er ikke alle, der ved det. Men Copenhagen Opera Festival spiller hele året rundt en særlig rolle i udviklingen af ny opera i Danmark. Hvor de store operahuse arbejder med de elskede klassikere, enorme produktioner og lange planlægningshorisonter, giver festivalformatet plads til noget andet: At tage chancer. At kigge i nye retninger. At prøve idéer af, mens de stadig er i bevægelse.

“Det er som et åbent maskinrum,” fortæller Amy. “Et sted hvor nye værker kan opstå.” Siden Amy Lane tiltrådte, har festivalen præsenteret mere end 30 nye operaværker. Nogle er intime kammeroperaer, ndre større produktioner. Nogle er stedsspecifikke, andre foregår på scenen. Fælles for dem er, at de giver plads til nye kunstnere og udvikling. “Det er her, man kan prøve noget af. Her skal vi eksperimentere, opdage nyt. Og nogle gange finder vi også ud af, hvordan vi vil gøre noget anderledes næste gang!” siger Amy. 

På den måde er festivalen et springbræt for næste generation af komponister, sangere og scenekunstnere. Hvert år sætter festivalen fokus på nye stemmer, arrangerer castings, inviterer til åbne masterclasses og skaber rum for, at unge kunstnere kan træde frem. Mange har fået deres professionelle debut her på festivalen og går videre til nye udfordringer. Det er afgørende for operaens fremtid, at der findes et sted, hvor kunstnere kan præsentere deres første store værker – eller skæve små perler.

Og netop talentudvikling ligger Amy Lanes hjerte meget nær. Hun fremhæver endnu engang den nysgerrighed og det særlige engagement, hun møder i København: 

“Det betyder virkelig meget! I København er der enstor vilje til at prøve noget nyt og skabe undersøgende formater. Det gælder både publikum, kunstnere og alle dem, der åbner byens rum for os. Det er mange forskellige kræfter, der tilsammen får en festival som denne til at udvikle sig år efter år. Det, at vi er nysgerrige sammen, og hele tiden bliver mere sultne efter at opdage, hvad opera også kan.”

Når Amy for sidste gang som kunstnerisk leder bevæger sig ud i Copenhagen Opera Festival,  glæder hun sig både til at møde nye førstegangsbesøgende og velkendte ansigter. Festivalen kan glæde sig over, at mange vender tilbage år efter år og ved præcis, hvad de glæder sig til at opleve. Andre oplever festivalen for første gang, skal danne sig et helt nyt indtryk, og må prøve sig frem.

Nogle lytter efter detaljerne i musikken, andre er der for storheden i iscenesættelserne. Og så er der dem, der kommer for atmosfæren, fællesskabet og en ny måde at være i byen på. Alt det sker side om side, og der er stadig en masse at lære for en genre med hundredvis af år på bagen, når man giver plads og lytter til hinanden.. “Opera skal kunne sætte tanker i gang. Starte samtaler,” siger Amy Lane. “Det er sundt at blive udfordret.” 

Efter syv år i København er der især to ting, Amy Lane fremhæver som festivalens styrker: Sammenholdet, og den nærhed, der opstår i festivalens forskellige formater.

“Vi kommer så tæt på hinanden til Copenhagen Opera Festival” siger Amy. “Når man arbejder i byen på den måde, er der ikke et scenetæppe at gemme sig bag. Det er så levende, og det her møde skaber en enorm åbenhed og sårbarhed. Det kræver mod hele vejen rundt, når der skal eksperimenteres. Heldigvis har vi et særligt publikum, der er nysgerrigt og som gerne vil være med”.

I årets festivalprogram finder man igen både klassikere og velkendte formater med helt nyskrevne værker og på nye steder. Blandt andet har vi en operaperformance i Cisternerne og en nyskrevet forestilling skabt særligt til Universitetsbiblioteket i Fiolstræde.

“Jeg kommer til at savne København utrolig meget. Og jeg kommer til at savne alle de kunstnere og mennesker, der har været med til at skabe festivalen. Men først glæder jeg mig til at se alle igen. Og til endnu en gang at opleve den her fantastiske by, fyldt med opera”

Efter festivalen i august begynder et nyt kapitel for Amy Lane i Australien. Men først venter endnu en sommer i København.